Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to top

Top

Bagestålet – En dansk familiesucces

Bagestålet – En dansk familiesucces
Søren Lyng

I alle de år jeg har grillet, har jeg arbejdet mig igennem massevis af bagesten, både gode og dårlige. Nu er der kommet en ny spiller på banen, nemlig bagestålet.dk der har udviklet bagesten i stål, hvilket giver en stribe åbenlyse fordele. Jeg har testet bagestål og har gjort mig nogle observationer.



En families drøm
Bagestålet.dk ejes af Brian og hans familie, der mens firmaet vokser, samtidig er på jordomrejse. I 2017 solgte de nemlig alle deres ejendele, og startede deres rejse. Firmaet drives på farten, og vokser hele tiden i positiv retning. Bagestålet bliver taget godt imod, og sælges nu i flere lande udenfor Danmark. Læs mere om bagestålet.dk på hjemmesiden her >> 

Til ovn – og nu i min grill
Bagestålet er oprindeligt udviklet til normale ovne, for at forbedre bage resultatet i helt almindelige husholdninger, men jeg skrev til Brian og spurgte om jeg ikke måtte teste stålet i min grill, og dét måtte jeg.

Der var lidt forberedelse før stålet var klar første gang, da det skulle ”brændes igennem” ved høj varme først. Da stålet var klar til brug, så jeg øjeblikkelig nogle åbenlyse fordele ved stålet, i min grill, måske ikke lige dem som Brian havde tiltænkt, men jeg fandt hurtigt flere anvendelsesmuligheder til stålet.

Jeg startede med at følge instruktionsbogen, og lod stålet blive rigtig varmt inden jeg bagte på det. Jeg bagte boller, men de brændte på i bunden, det samme gjorde to flutes jeg efterfølgende testede. Stålet var ganske enkelt for varmt, men så var det at jeg tænkte… ”Hvis nu stålet er koldt når jeg starter, så beskytter det brødet mod den voldsomme varme i grillen, og så kan det måske lykkes” og dét gjorde det.

Brød over flammer
Da brød helst skal bages ved 240 grader og opefter, kunne jeg ikke nøjes med indirekte varme i min gasgrill. Der skulle direkte varme til, for at grillen kunne komme så højt op. Ved direkte varme bliver bagværk hurtigt brændt i bunden, så bagestålet kunne virke som et værn imod varme, de første 10-15 minutter, hvilket virkede perfekt. Mine boller blev helt perfekte, det samme gjorde mine flutes, og jeg sluttede af med et formbrød, der også blev perfekt, bagestålet havde fundet sin funktion i mit grillkøkken.

Pizza og surdejsbrød
Brødtyper der godt kan tåle højere temperaturer, som pizza og surdejsbrød (stenovnsbrød), kunne bedre håndtere den høje varme af stålet, så når jeg var færdig med at bage flutes, lod jeg grillen køre, og bagte et fantastisk surdejsbrød på det varme stål, ved direkte varme (dog med de midterste brændere på laveste blus).

 
Pizza sten og bagesten i stål

Formbrød på bagestålet – Brødet brændte ikke på, da stålet beskyttede mod undervarmen

 

Bagestålet erstatter ikke stenen
Jeg mener ikke, efter at have testet bagestålet, at det nødvendigvis helt kan erstatte den traditionelle bagesten, men jeg mener at bagestålet har nogle egenskaber som jeg længe har ledt efter. Jeg synes at bagesten er rigtig gode til hurtige bageprojekter, og bestemt også til pizza, hvor stålet er godt til længere bageprojekter, samt som ”varmeskjold” overfor følsomt bagværk. Derfor vil jeg fremover arbejde med begge typer bageunderlag.

Lille bonus – også super smart
Min gasgrill, en Napoleon LEX485 har et stort grillareal. Derfor er der plads til at have stålet liggende i en ene side, mens risten er fri i den anden side. Dermed har jeg et sted at lægge flutes (eventuelt til optøning), eller bare hvidløgsflutes til maden (husk at lægge bagepapir under), og samtidig kan stålet bruges til at sætte et ildfast fad på, der eller ville flække ved den direkte varme. I fadet kan jeg lægge maden efterhånden som det er færdigt på grillen, så det kan holde sig varmt indtil serveringen. Det er ikke det bagestålet er tiltænkt til, men det er virkeligt en smart bonusfunktion.

Bagestålet har en fremtid
Jeg mener helt bestemt at bagestålet er kommet for at blive, også til grill. Det er lidt krævende at bruge i starten, men når man får gjort sig nogle erfaringer, kommer der flere og flere anvendelsemuligheder frem. Stålet holder rigtig fint på temperaturen, modsat en bagesten, så holder stålet altså i MANGE flere år, end de porøse bagesten, der typisk brænder ud efter en sæson eller to. Jeg vil tro, at hvis jeg passer på mit bagestål, vil det kunne holde i 15-20 år…!

Pin It on Pinterest

Share This