Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to top

Top

Vin

Frederiksdal – Fantastisk frugtvin fra Lolland Falster

Frederiksdal – Fantastisk frugtvin fra Lolland Falster
Søren (Grilltips)

Dansk landbrug har taget hul på en ny æra, nu er det ikke kun korn og grise der produceres. På Frederiksdal Gods har man kastet sig over vinproduktion med fokus på kirsebær.

For 20 år siden, var kirsebærvin ikke noget man drak i de finere kredse, men det er der lavet om på nu. Godsejer Harald Krabbe var i 2006 ved at opgive produktionen af Stevns Kirsebær, da afregningsprisen til juiceproducenten var for lav. Han overvejede faktisk at fælde hele plantagen på 24 hektar.



Ved et tilfælde kom godsejeren i snak med kokken Jan Friis-Mikkelsen og journalisten Morten Brink Iwersen, og de blev enige om at forsøge at bruge de fantastiske kirsebær til vinproduktion, i stedet for at nedlægge plantagen.

Godsejeren rejste rundt i Europa, for at lære om vinfremstilling, og i løbet af nogle år begyndte Frederiksdal at producere kirsebærvin, der har fået anmeldere fra hele verden til at rose Frederiksdal til skyerne. Du kan læse meget mere om Frederiksdal, fremstilling, historien bag, vinene og meget mere ved at besøge deres hjemmeside på www.frederiksdal.com/

Smagningen der åbnede mine øjne!
På grilltips.dk har jeg haft æren af at smage flere at Frederiksdals produktioner, og jeg er mindst lige så begejstret som anmelderne. Kirsebærvin har fået et helt nyt liv, og jeg er begyndt at bruge Frederiksdal Kirsebærvin i min madlavning samt i drinks, cocktails og ren, som en lækker velkomstdrink eller dessertvin.

Det spændende ved Frederiksdals vine, er at man både kan drikke dem rene, men samtidig bliver utroligt inspireret til at bruge dem i madlavningen, da vinene er meget komplekse, smagfulde og alligevel meget forskellige. Her er en kort beskrivelse af de vine som jeg har smagt, og som jeg vil bruge i mine opskrifter.

Frederiksdal Kirsebærvin 2013
Her er tale om en fremragende og samtidig enkel kirsebærvin med en dejlig kirsebærsmag og fin fylde. Kirsebærrene er vildgæret i 2-4 dage efter høsten, hvorefter de er hældt på ståltanke, hvilket bevarer så meget af frugtsmagen som muligt. Dette giver en smuk, blød, frugtig og frisk kirsebærvin der passer fortræffeligt til ost eller desserter med mørk chokolade, syltet frugt og frugtkage. Vinen kan med fordel gemmes i 3-5 år i vinkælderen, og nydes ren.

Sur Lie
Vinen her har ligget længere tid på bundfaldet, altså gærrester, der giver vinen en meget dybere farve, federe smag og mere intenst udtryk. Sur Lie er lagret på egetræsfade, og er blandet af flere årgange. Når man blander yngre og ældre årgange sammen, får man en meget mere kompleks vin, men mange flere smagsnuancer. Sur Lie er fremragende i madlavning, til f.eks trifli eller råsyltning, da smagen bevares fint i maden. Prøv også at nye den ren til stærke oste eller fyldige desserter.

Nielstrupmark 2012
Dette er en enkeltmarksvin fra godsets bedste mark, Nielstrupmark. Bærrene spontangæres, hvorefter den gæringen gøres færdig på ståltanke. Herefter hældes vinen på franske træfade hvor vinen lagres i 18 måneder. Herefter testes hvert enkelt fad, og kun 11 ud af 40 fade bliver til den berømte Nielstrupmark, resten deklassificeres til Sur Lie eller lagres videre til Reserve. Nielstrupmark er en elegant og fin kirsebærvin der passer fortræffeligt til mad som paté, vildt, foie gras og andre delikatesser, samt fine oste og frugter.

Reserve
Denne vin har for alvor kompleksitet, og er laget længst. Bærrene gøres i åbne kar i det første par døgn. Reserve har ligge på små franske træfade i mindst 30 måneder og bliver sammenstykket af flere årgange, for til sidste at blive tilført Frederiksdals egen kirsebærdestillat. Reserve er fremragende til andebryst, paté, vildt, krydret oksekød, store oste og desserter med bitter chokolade eller syltede frugter og bær.

New Nordic Cherry Likør
Da den danske produktion af ordentlig kirsebærlikør er stort set uddød, har Frederiksdal genoplivet den stolte tradition ved at fremstille en New Nordic Cherry Likør. Normalt fremstiller man likøren af frugt, sukker og alkohol, men på Frederiksdal har man valgt at lade bærrene vildgære efter plukning inden der tilsættes alkohol og hældes på træfade. På den måde opnår man en meget finere og mere kompleks smag, der ikke findes i traditionel kirsebærvin. Drik denne likør til kaffen, fyldte chokolader, til ris a la mande eller i mousserende vin, som en Kir Frederiksdal.

Læs om alle de gode vine fra Frederiksdal her >>

Frederiksdal i maden
Jeg vil hen over sommeren bruge vinene fra Frederiksdal i min madlavning samt i drinks og cocktails. Du kan finde opskrifterne efterhånden som de kommer på bloggen, og hvis du har gode ideer til retter som kunne blive lækre med Frederiksdal kirsebærvin, er du velkommen til at sende dit forslag til mig, så vil jeg tage det med i mine overvejelser.

Pin It on Pinterest