Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to top

Top

Insektfælder: Myg, bananfluer, hvepse og bier

Insektfælder: Myg, bananfluer, hvepse og bier
Søren (Grilltips)

Der er ikke noget værre end at sidde ude en sommeraften, og blive stukket af myg. Vi er alle bange for at blive stukket af en hveps, og bananfluer går i vores frugtfade og formerer sig meget hurtigt. Her er tips og opskrifter på hjemmelavede insektfælder.

MYG – En naturlig måde at afskrække myg
Stikmyg har en fortrinlig lugtesans og kan lugte sit bytte på op til 25 meters afstand. Myggen jager med en kombination af lugtesansen og synet, og tiltrækkes af både dufte, bevægelse og lys.



Du kan købe mange forskellige slags myggebalsam som virker i op til 2 timer og er ganske effektive, hvorimod myggelys har svingende virkning. Den mest effektive myggebalsam er det der hedder Tigerbalsam, da det udsender en duft, der afskrækker myg, men duften er bestemt heller ikke attraktiv for mennesker hvis man sidder i et selskab, men det virker.

Hæng dem op i parasollen
Du kan lave din egen ”myggeafskrækker” helt naturligt og hurtigt. Skær 2-4 limefrugter i halve, og stik tørrede nelliker ned i dem (se billede ovenfor). Sæt limefrugterne i vindueskarmen i soveværelset, hvis du sover med vinduet åbent, eller på havebordet når du sidder ude. Du kan også sætte dem strategisk omkring din grill, på grillbordet eller hænge dem op i nærheden af grillen. Skift limefrugterne ud hver anden dag. Hvis du vil gå ALL IN, kan du smøre bunden af limefrugterne med Tigerbalsam, bare lige for at understrege at du IKKE vil have myg i nærheden.

Du kan også trække en snor igennem de halve limefrugter og hænge dem op i en parasol over havebordet. Prøv dig frem, uanset hvad du gør, vil du opleve at du får færre myggestik, og måske slet ingen!

Se også min opskrift på MYGGEFÆLDE nederst i denne artikel

myggefælde og afskrækker

En smart og naturlig måde at afskrække myg

 

HVEPSE OG BIER – En effektiv fælde
Mange mennesker er overfølsomme overfor bi- og hvepsestik uden at vide det, og hvert år dør mennesker af stik. Børn er særdeles udsat, da de ikke altid er så forsigtige og opmærksomme som voksne. Hvepse og bier kan nemt sidde på et stykke frugt eller mad som du putter i munden.

Kan lugte sprængstof og cancer…
Lige som myg, har bier og hvepse en fremragende lugtesans. Forskning har bevist at bier kan skelne lugte, og kan lugte sig frem til f.eks. lugten af sprængstof eller cancerceller. SÅ fin er biers lugtesans. Hvepse og bier tiltrækkes af duften af mad, og gerne sød mad som frugt, slik og kage samt dufte som mennesker også afgiver. Derfor kan man opleve at en bi eller hveps bliver ved med at sværme omkring ens hoved eller kravle ind i tøj man har på. Når bien eller hvepsen så føler sig truet eller presset, stikker den.

Du kan købe forskellige færdiglavede fælder i byggemarkedet eller i store supermarkeder, men du kan lige så godt lave din egen fælde. Det er billigere, og du kan genbruge den mange gange.

Brug en tom plastikflaske
Tag en 1½ liters vand eller sodavandsflaske, og skær den over, en tredjedel nede, så bunden er højere end toppen (se billede). Læg lidt frugt i bunden af flasken, tilsæt to spiseskefulde sukker og fyld vand i flasken så den dækker frugten. Tilsæt til sidst én dråbe opvaskemiddel. Sæt nu toppen omvendt ned i flasken og tape den fast med lidt tape (gerne gaffatape). Sæt fælden på din terrasse eller ved grillen, men ikke lige der hvor du står eller sidder, da du så bare tiltrækker endnu flere bier og hvepse til der hvor du opholder dig.

Fælden kan tømmes ved at fjerne tapen og hælde indholdet i en pose, snøre til og smide i skraldespanden. Nu kan du genfylde flasken igen, og dermed genbruge din hjemmelavede fælde. PAS PÅ når du tømmer flasken, så du ikke bliver stukket af en bi eller hveps der ikke er død.

Du kan med fordel hænge flasken op i et træ eller lignende.

bi og hvepsefælde

En nem og billig fælde til bier og hvepse

 

BANANFLUER – Fluer, bananfluer og frugtfluer er en plage
Hvis du plages af banan- eller frugtfluer i dit køkken og ved din frugtskål, kan du lave en fælde, på samme måde som du gør mod bier og hvepse, du skal blot bruge en mindre flaske og fylde den anderledes. Tag en ½ liters vand eller plastikflaske og skær den på samme måde som en bi- og hvepsefælde. Fyld en 1 deciliter vand i bunden af flasken og en tsk. brun farin eller rørsukker. Rør rundt og tilsæt til sidst 10 gram gær og eventuelt én dråbe opvaskemiddel (dette ødelægger overfladespændingen i vandet, og drukner myggen, når den forsøger at sætte sig på vandoverfladen).

Sæt toppen af flasken omvendt ned i bunden, og tape den fast (Der skal være luft mellem halsen på flasken og vandoverfladen). Sæt fælden lige ved siden af dit frugtfad eller andre steder i huset hvor du er plaget af banan og frugtfluer.

Fælden udvikler og afgiver kuldioxid, og det tiltrækker bananfluer og faktisk også MYG, så dét er bare en bonus. Du kan tømme og genbruge fælden lige så tit du vil.

MYG – de stikker og stikker og…..
Myg er nogle gange en plage om sommeren, og vi hader at blive stukket. Hvis du er blevet stukket, kan du med fordel duppe stikken med Tea Tree Oil som kan købe på apoteket og i helsekostbutikkerne.

Hvis du vil lave en myggefælde til dit soveværelse, kan du benytte samme metode som overfor. Både myg og bananfluer kan fanges i samme type fælde, og med det samme indhold. Den eneste forskel er, at du med fordel kan vikle lidt sort stof eller gaffatape rundt om flasken, da myg godt kan lide at flyve i mørke, og derfor tiltrækkes af mørket nede i flasken. Samtidig opdager de ikke vandet i flasken, før det er for sent…!

En smart illustration – Gør-det-selv

hjellemavet myggefælde

Her er en smart illustration jeg har fundet online. Måleforholde kan du selv variere.

Pin It on Pinterest

Share This