Inspiration: Hjemmelavet burger på grill | Grilltips.dk
Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to top

Top

Inspiration: Hjemmelavet burger på grill | Grilltips.dk

Inspiration: Hjemmelavet burger på grill
Grilltips.dk

Hamburgeren stammer oprindeligt fra Hamborg i Tyskland, men blev først for alvor populær da den blev fremstillet med hakket oksekød, løg og salat i USA i slutningen af det 18. århundrede.

Hjemmelavet burger kan være et nemt og lynhurtigt måltid, eller du kan kæle for detaljerne og skabe en smagsoplevelse der er ud over det sædvanlige.

KØDET
Til en traditionel burger skal du bruge hakket oksekød, og helt med en rimelig høj fedtprocent, da bøfferne ellers bliver tørre på grillen. Vælg derfor oksekød med 16 eller 22 % fedt. Alternativt kan du vælge magert hakket oksekød, og så tilsætte 2-3 stykker finthakket bacon pr. 500 gr. kød. Det giver en lækker smag til kødet. Hvis du vil gå ”all in” så køb oksekødet hos slagteren, og bed om at få det groft hakket. Det giver en fantastisk struktur til bøffen, og en meget bedre smag.

Du kan også bruge kylling eller Pulled Pork i en burger, og du kan lave en vegetarburger med vegetarbøf og masser af grønsager.

BURGERBOLLEN
Burgerboller kan laves på mange forskellige måder, og ved at tilsætte forskellige krydderier som kardemomme, chili eller koriander, og drysse bollerne med sesamfrø, solsikkefrø eller revet ost, kan du fremstille din personlige favorit. Se min grundopskrift på nemme burgerboller her >>

OPSKRIFT – Den klassiske bøf (4-6 personer)

1 kg hakket oksekød (15% fedt)
1 løg
3 skiver røget bacon
1 tsk sennep (gerne Frenchs Classic Yellow Mustard)
salt og peber og olivenolie

TILBEREDNING

Hak løg og bacon meget fint og bland det med farsen, tilsæt salt og peber, og ælt farsen i et minuts tid, så den bliver fast og lind. Form bøffer, pensl dem med olivenolie og grill dem på direkte, middel varme i 5-7 minutter pr. side.

Byg burgeren med salatblade, tynde skiver tomat, skiver af syltet agurk, ketchup, sennep. Husk at smøre bollerne med lidt mayonnaise eller aioli.

OPSKRIFT – Pulled Pork Burger (4-6 personer)

Hjemmelavet Pulled Pork – Se opskriften på hurtig Pulled Pork her >>
Hjemmelavet (eller købt) Coleslaw
Hjemmelavet Barbecuesauce (eller købt)
4 store løg

TILBEREDNING

Skræl løgene, og skær dem i tynde skiver. Steg dem brune i smør (bløde løg).

Start med at lægge en spiseske coleslaw på burgerbollen, herefter pulled pork, bløde løg og til sidst barbecuesauce

OPSKRIFT – Mexicansk burger (4-6 personer)

Tilsæt lidt knust chili til farsen. Byg burgeren med salatblade, tynde skiver af rødløg, tomat, hakkede syltede jalapenos og tynde skiver af cheddarost. Smør burgerbollerne med hjemmelavet guacamole.

Se min opskrift på hjemmelavet guacamole her >>

OPSKRIFT – Græsk burger (4-6 personer)

Tilsæt smuldret (hakket) fetaost til farsen sammen med en ½ tsk. knust koriander og et fed knust hvidløg. Byg burgeren med salatblade, tomatskiver, hakket oliven og skiver af rødløg. Smør burgerbollerne med hjemmelavet tzatziki.

Her er min opskrift på hjemmelavet tzatziki >>

OPSKRIFT – Hawaii burger (4-6 personer)

Lav en traditionel burgerbøf, og byg burgeren med grillede ananasskiver (gerne fra dåse), salatblade, skiver af ost, ketchup og barbecuesauce.

OPSKRIFT – US burger

Tilsæt en spsk. barbecuesauce til farsen (gerne Sweet Baby Rays Barbecuesauce) eller en hjemmelavet barbecuesauce. Byg burgeren med løgkompot, ost, stegt bacon, salatblade, tomatskiver, skiver af syltede agurker eller agurkesalat (dryppet af på et stykke køkkenrulle) og skiver af rå løg. Smør burgerbollerne med barbecuesauce og et drys cayennepeber (valgfrit).

Se opskriften på løgkompot nedenfor.

OPSKRIFT LØGKOMPOT (4-6 personer)

2 rødløg i tynde skiver
2 spsk balsamico eddike (gerne rød)
1 spsk rørsukker
1 knsp salt
2 stilke timian
1 spsk smør
Friskkværnet peber.

TILBEREDNING

Steg løgskiverne på en pande, i smør, i ca. 10 minutter, ved svag varme. Tilsæt sukker, balsamico, salt, timianstilke og salt, og steg videre ved samme temperatur i yderligere 5-10 minutter, indtil løgene er helt bløde og karamelliserede. Tag panden af varmen, krydr med salt og peber og lade løgkompotten køle af før brug.

Saucer og dressinger
Her kan du finde opskrifter på de lækreste saucer og dressinger til din burger.

BaconmarmeladeBedste marmelade nogensinde >>
Picklestil både steg, fisk og burger >>
TomatchutneyTil burgers, hotdogs og bøffer >>
BurgerdressingVerdens nemmeste dressing >>
Hjemmelavet Mayonnaisemed chili, urter eller hvidløg >>

Hamburger i grill

Der er ikke noget bedre end en lækker burger