Tapas på grill – masser af små lækre retter | Grilltips.dk
Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to top

Top

Tapas på grill – masser af små lækre retter | Grilltips.dk

Inspiration: Tapas på grill – masser af små lækre retter
Grilltips.dk

Tapas er spansk og dækker over en masse små, ofte nemme, men lækre retter, der kan bruges som appetitvækker, som forret eller sammensat på en tallerken som en hovedret. Tapas på grill er både nemt og lækkert, og så kan du imponere gæsterne med mange små lækre grillretter.

OPSKRIFT – Peberfrugter med tomat og friskost (4-6 pers)
3 gule eller røde peberfrugter
100 gr. friskost
2 skiver parmaskinke eller anden lufttørret skinke (valgfrit)
4 soltørrede tomater i olie
20 friske basilikumblade
½ fed hvidløg
Friskkværnet peber

TILBEREDNING
Skær peberfrugter i halve, fjern kerner og de hvide kanter, og skær de halve peberfrugter i 2-3 både.

Bland friskost med finthakkede soltørrede tomater, basilikumblade, knust hvidløg samt parmaskinke, skåret i små tern eller strimler. Krydr med peber.

Smør blandingen ud i et tykt lag på hver peberfrugtbåd, og bag peberfrugterne i grillen, ved indirekte varme i 10-12 minutter (indtil fyldet begynder at tage farve)

TIP
Osteblandingen smager også fantastisk på et stykke grillet flutes, gnedet med hvidløg.

OPSKRIFT – Tomater med urter og grana (4-6 pers)
4 store tomater
1 tsk. hvidvinseddike eller hvid balsamico
2 skiver parmaskinke eller anden lufttørret skinke
50 gr. Grana eller parmesan stykker
Friskhakket persille
Olivenolie

TILBEREDNING
Vask tomaterne og skær dem i tykke skiver, ca. 1 cm, og dryp dem med hvidvinseddike. Hak skinken groft og læg et par stykker på hver tomatskive. Bryd granaosten i mindre stykker og læg dem ovenpå og ved siden af skinken.

Bag tomatskiverne i grillen, på indirekte varme i ca. 10-12 minutter, indtil osten er smeltet. Lige før serveringen drysses med friskhakket persille.

OPSKRIFT – Chorizo med soltørret tomat og oliven (4-6 pers)
12 tykke skiver Chorizopølse
12 soltørrede tomater i olie
12 grønne oliven

TILBEREDNING
Skær pølsen i tykke skiver, ca. 1,5 cm, og husk at fjerne skindet, der ofte sidder på denne type pølser. Skær de soltørrede tomater i halve, og læg en halv tomat ovenpå hvert pølsestykke. Til sidst lægges en grøn oliven øverst, og en tandstik stikkes hele vejen igennem.

Steges i grillen, på direkte, middelvarme, i 5-8 minutter, indtil pølsen er godt stegt i bunden.

OPSKRIFT – Fyldt portobello med skinke og blåskimmelost (4-6 pers)
4 store portobelle svampe
100 gr. hakket skinke eller mortadella
50 gr. blåskimmelost / gorgonzola
50 gr. revet eller hakket mozzarella, gerne frisk
Friskhakket persille
Olivenolie eller trøffelolie, salt og peber

TILBEREDNING
Vask svampene, og skær forsigtigt stokken ud, uden at lave hul hele vejen igennem svampen.

Bland blåskimmelost, mozzarella, skinke og persille sammen, og fyld hver svamp op, med top på.

Dryp med trøffelolie eller olivenolie, og sæt svampene i grillen, ved indirekte varme i 10-15 minutter, indtil osten er smeltet, og svampen har fået lidt farve.

Før servering kan du drysse med lidt friskhakket persille

OPSKRIFT – Bruschetta med tomater og ost
8 skiver ciabattabrød eller flutes
1 fed hvidløg + 1 fed til at gnide brødet med.
8 søde cherrytomater
1 skalotteløg
20 basilikumblade
God olivenolie
evt. en kugle mozzarella (hvis du vil grill fyldet ovenpå brødet)

TILBEDRENING
Pil løget og hak det fint. Skær tomaterne i små stykker og knus hvidløget med en presser. Hak basilikumbladene groft og bland det hele sammen i en skål.

Skær brødet i 1 cm skiver, gnid hver skive med et hvidløg der er skåret igennem. Dryp med god olivenolie.

Grill brødskiverne i 1 minut på hver side, til det får grillstriber, og tag brødet af grillen.

Læg en generøs skefuld tomatfyld på hver brødskive, dryp med olivenolie og server straks.

TIP
Hvis du synes at retten skal være en forret, kan du skære et par skiver mozzarella og lægge på hvert stykke brød, og så anrette tomatblandingen ovenpå.

OPSKRIFT – Aubergine ruller med halloumi-ost
1 aubergine
250 gr. Halloumi (grillost)
1 fed knust hvidløg
2 spsk. god olivenolie
Salt og peber

TILBEREDNING
Vask auberginen, og skær den på langt, i tynde skiver. Jo tyndere jo bedre. Pensl alle skiver med olivenolie og krydr med salt og peber.

Skær halloumi-osten i stave.

Grill aubergine-skiverne på begge sider, i kort tid, til de har fået grillstriber, og grill ostebjælkerne indtil de også har striber. Begge skal grilles over direkte varme.

Før servering skæres aubergineskiverne i halve, og en ostebjælke rulles ind i hvert stykke. Stik en tandstik igennem for at holde sammen på det.

OPSKRIFT – Crostini med gedeost og jordbær (4-6 pers.)
6 store jordbær
6-12 skiver hvedeflutes
1 gederulle (friskost af gedemælk)
6 blade af citronmelisse eller mynthe
½ fed hvidløg til at gnide på flutes-skiverne
Balsamico glace
Hvidløg, peber, salt og god olivenolie

TILBEREDNING
Vask jordbær, fjern den grønne top, og skær jordbærrene i skiver.

Bryd gedeosten i små stykker.

Grid hver skive flute med en hvidløg, dryp med olivenolie, og grill skiverne på begge sider, ved direkte varme, til de har fået fine grillstriber. Lad skiverne køle af.

Anret skiver af jordbær med stykker af ost på hvert stykke flutes, drys med hakkede blade af citronmelisse eller mynte, krydr med salt og peber og slut af med et par striber balsamico glace.

Tapas i grill med chorizo

Lækker tapas i grill – Chorizo med tomat og oliven klar til at komme i grillen